Seniorrådgiver Nathan Regan fra Danmarks Handelskontor i Atlanta gav et meget inspirerende indlæg om USA som potentielt marked og om de faldgrubber og muligheder, der er for danske virksomheder. Ikke mindst fik tilhørerne nogle konkrete erfaringer og et detaljeret kendskab til, hvad Nathan og hans kolleger kan hjælpe med.
Med udgangspunkt i Atlanta, som vel at mærke har USA's største lufthavn med 90 mill. passagerer om året, kan man via fly nå frem til 80 % af indbyggerne i USA inden for 2½ time. Et kolossalt marked, som ingen dansk virksomhed umiddelbart kan betjene. Nathans første råd er derfor også at man fokuserer på en enkelt stat i begyndelsen. Nathans andet råd er, at man bruger tid på at opbygge et relevant, kompetent netværk og på at blive lidt klogere på, hvordan business drives i USA, før man påbegynder sine eksportaktiviteter. Der er store forskelle på kultur, kontaktformer, anvendelse anprisninger af produkter, leveringssikkerhed m.m.. I Danmark underspiller vi ofte og er lidt beskedne. Det går ikke i USA. Her skal du gerne lægge lidt til, og bestemt ikke skjule de fantastiske egenskaber og resultater, du og dit produkt kan skabe.
I USA arbejder man 24/7. Tidsforskellen mellem Atlanta og Danmark er 6 timer, men telefonen skal besvares, selv om klokken er blevet 23.00 eller midnat – måske senere. Ligeledes, hvis man bliver kontaktet i weekenden eller i ferien. I USA er der to ugers ferie, hvilket betyder, at en kunde ikke forstår, at hans kontakt er væk de næste tre eller fire uger og ikke træffes. Forhold, som man som dansk virksomhed skal forholde sig til, før man beslutter sig for USA.
Handelskontoret tilbyder danske virksomheder Incubator faciliteter. Dem kan du læse mere om her http://www.dtcatlanta.um.dk/da/menu/Væksthus/
I korthed går det ud på, at en dansk virksomhed, der ønsker at etablere sig, kan leje et skrivebord på Handelskontoret. Virksomheden kan få hjælp fra en sekretær, og i de perioder, hvor man ikke er i USA vil henvendelser alligevel blive besvaret. Potentielle kunder og andre partnere oplever, at den danske virksomhed er fysisk til stede i USA, hvilket giver troværdighed og seriøsitet.
De to serier PP, som Nathan viste, finder du i menuen til venstre. Hvis du ønsker at komme i kontakt med Nathan hjælper vi gerne med det fra Erhvervsrådets side. Du er også velkommen til at kontakte ham via de kontakt data, du finder på hjemmesiden.
Efter Nathans foredrag var der individuelle møder mellem virksomheder og Nathan. En af dem udtrykte udbyttet af dagen således. "Hvis vi havde vist det her for et par år siden, havde vi sparet både tid og penge og været længere på det amerikanske marked, end det nu er tilfældet".