Programmet fastsætter dels de overordnede retningslinjer for forskning og teknologisk udvikling i EU, dels hvilke aktiviteter og projekter man vil støtte økonomisk. Rammeprogrammet er interessant for både virksomheder, forsknings- og uddannelsesinstitutioner samt offentlige myndigheder og institutioner.
De første projekteindkaldelser er nu offentliggjort
EUs 7. rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling blev endeligt vedtaget med udgangen af 2006. Det 7. rammeprogram dækker perioden 2007-2013 og har et samlet budget på ca. 380 milliarder kr. De første indkaldelser af ansøgninger (de såkaldte calls) er nu offentliggjort på den officielle webside for 7. rammeprogram.
Se nærmere på http://cordis.europa.eu/fp7/home_en.html
Under hvert call findes alle relevante dokumenter til download. De vigtigste dokumenter er selve call teksten, work programme og guide for applicants.
Begynd forberedelserne i god tid
I løbet af de næste seks år vil der løbende være indkaldelser af projekter indenfor rammeprogrammets forskellige emneområder. For de fleste emneområder gælder, at der kun vil blive indkaldt ansøgninger én gang om året, mens andre er åbne for ansøgninger hele tiden. Erfaringen fra de tidligere rammeprogrammer er, at det er vigtigt for potentielle ansøgere at være i god tid. Interesserede virksomheder og forskningsinstitutioner bør derfor i god tid orientere sig i materialet om rammeprogrammet. Arbejdsprogrammerne (work programmes) for de enkelte emneområder angiver hvornår der kan forventes indkaldelser på de enkelte delområder.
Det 7. rammeprograms opbygning
Det 7. rammeprogram vil bestå af 5 særprogrammer, hvoraf det første særprogram er det langt største målt i afsatte midler.
Særprogram: Samarbejde
Programmet indeholder 9 prioriterede forskningstemaer:
1) Sundhed, 2) Fødevarer, 3) Informations- og kommunikationsteknologi, 4) Nanovidenskab, 5) Energi, 6) Miljø og klima, 7) Transport, 8) Socio-økonomisk og humanistisk forskning samt 9) Rum og sikkerhedsforskning.
Særprogram: Ideer
Særprogram: Mennesker
Særprogram: Kapaciteter
Særprogram: Joint Research Centres
Brochure om 7. rammeprogram
EuroCenter har udfærdiget en kort brochure, der beskriver 7. rammeprogram og hovedpunkterne i de forskellige særprogrammer. Brochuren FP7 Dansk Brochure kan downloades til venstre på denne side.
Om 7. rammeprogram generelt
I rammeprogrammet er fokus på forskning og teknologisk udvikling. Projektforslag inden for programmet skal indeholde en væsentlig grad af forskning og/eller udvikling af ny teknologi. Programmet er åben for deltagelse af alle typer af aktører som kan bidrage til gennemførelse af sådanne projekter.
Langt de fleste ansøgninger kræver etablering af et tværnationalt samarbejde mellem en række projektpartnere. Der gives kun i meget begrænset omfang støtte til aktiviteter som alene gennemføres i et enkelt land.
Tilskuddets størrelse og procentvise andel af et projekt afhænger meget af hvilken type projekt der søges tilskud til. Graden af støtte er også i mange tilfælde afhængig af typen af aktivitet i det enkelte projekt. Støtteprocenten er generelt, som i de tidligere rammeprogrammer, på 50 % af de samlede udgifter i et projekt. Projektdeltagerne skal altså også selv finde ressourcer til gennemførelse af et projekt.
Der vil løbende være indkaldelser af projekter inden for de forskellige særprogrammer. Hvornår og hvor mange indkaldelser der vil komme inden for de enkelte særprogrammer vil fremgå af arbejdsprogrammerne (Work Programmes) for hver af disse.
I det 7. rammeprogram vil der som tidligere være forskellige projekttyper, som adskiller sig i størrelse og fokus. I forhold til det 6. rammeprogram er der sket en nedjustering i kravene til projekternes størrelse og antallet af deltagende partnere.
I det 7. rammeprogram forsøger man, i lighed med det foregående 6. rammeprogram, at fremme små og mellemstore virksomheders deltagelse i projekter. Dette dels via programmer skræddersyet til disse virksomheder, dels ved krav om en vis procentvis deltagelse af SMV inden for de enkelte programmer. Der er altså også muligheder for små og mellemstore virksomheder.
Støtte til udformning af ansøgninger
Små og mellemstore virksomheder samt brancheforeninger kan få tilskud til udformning af en ansøgning til 7. rammeprogram. Ordningen hedder EU-forprojekter og udbydes af Rådet for Teknologi og Innovation. Ordningen giver mulighed for støtte til videreudvikling af den pågældende projektidé, finde udenlandske partnere til projektet og udformning af selve ansøgningen. Der gives maksimalt 120.000 kr. i støtte.
Læs mere om ordningen her
Du kan også læse nærmere om ordningen på Forsknings- og Innovationsstyrelsens webside her
Yderligere information
Ønsker du yderligere information om EUs 7. rammeprogram, så kontakt centerchef Thomas C. Andersen på tlf. 9626 1133 eller på tca@eu-center.dk
Find omfattende information om indholdet i 7. rammeprogram og ikke mindst de enkelte særprogrammer på den officielle webside om 7. rammeprogram: http://www.cordis.lu/fp7/