Før du søger tilskud

Der findes mange forskellige muligheder for tilskud til aktiviteter, arrangementer og projekter. EU har en lang række forskellige støtteprogrammer til projekter både i medlemsstaterne og uden for Europa. Derudover findes også en lang række andre regionale, nationale og internationale tilskudsmuligheder. Deltagelse i EU- eller på anden måde støtte de projekter kan bidrage til øget viden, nye kontakter og selvfølgelig en økonomisk håndsrækning til gennemførelse af det pågældende projekt.

Inden man begiver sig ud på den vej, der kan føre til EU-tilskud eller tilskud fra andre kan det være hensigtsmæssigt at have en ide om hvilke krav der typisk stilles for at man kan få tilskud samt information, om hvad man i øvrigt bør være opmærksom på. Vi har samlet en række gode råd herom i nedenstående.

Nedenstående punkter er kun generel information og omhandler primært tilskud fra EU. Betingelserne for støtte, formularer, ansøgningsfrister, støttens omfang osv. varierer mellem de forskellige støtteprogrammer. Interesserede bør derfor altid orientere sig nærmere om de konkrete betingelser inden for det enkelte program inden man kommer for langt i processen. Du er altid velkommen til at kontakte EU Center for information om de forskellige programmer og få hjælp til at finde materiale samt hjælp til udformning af konkrete ansøgninger.

• Formålet med EU's forskellige støtteprogrammer er at fremme udvikling i Europa inden for forskellige områder (social, beskæftigelse, konkurrenceevne) og styrke integrationen generelt mellem lande, personer, virksomheder og forskning. Det er forskelligt hvad der vægtes i de forskellige programmer. Det er under alle omstændigheder vigtigt at man sætter sig ind i formålet med det program man søger tilskud fra, så ansøgningen ses som værende i overensstemmelse med programmets formål. Det indgår i evalueringen af den enkelte ansøgning og har derfor også indflydelse på ansøgningens muligheder for at blive imødekommet.

• EU giver oftest tilskud til gennemførelse af konkrete projekter, aktiviteter og arrangementer med en på forhånd fastsat tidshorisont. Der gives meget sjældent tilskud til normal drift.

• Projekter skal som hovedregel være udviklingsorienterede for at være støtteberettigede. Dvs. projekterne skal have fokus på noget nyt, nye samarbejdsformer, ny teknologi, teknologi og metoder i nye sammenhænge og lignende. Der gives meget sjældent støtte til normale drifts- og anlægsudgifter. En undtagelse er dele af strukturfondsprogrammerne.

• Stort set alle kan deltage i et EU-projekt. Kravet er oftest at der er tale om en 'juridisk enhed' (dvs. helt ned til en enkelt person). Kravene varierer (igen) fra program til program. I de fleste programmer er der specifikke krav til, hvem der kan ansøge og ofte ser man gerne et miks af forskellige typer deltagere (virksomheder, organisationer, uddannelsesinstitutioner, forskning, brugere, borgere) i de enkelte projekter.

• EU-tilskuddet består oftest af direkte økonomisk medfinansiering. Pengene gives dels som forskud og dels som efterbetaling.

• Tilskuddets størrelse varierer både i procent og pengestørrelse. En hovedregel er ca. 50 % i tilskud i forhold til budgettet. Resten af budgettet skal finansieres af deltagerne selv eller via andre midler.

• De forskellige støtteprogrammer har typisk ansøgningsfrist 1-2 gange om året.

• Ansøgninger skal udformes i særlige ansøgningsskemaer. Der findes stort set altid en manual, der i hovedtræk forklarer, hvorledes ansøgningen skal udformes. Det kan ofte være en god ide at alliere sig med personer, som har prøvet at skrive en EU-ansøgning før og/eller gøre brug af den hjælp og rådgivning som kan fås via f.eks. EU Center eller andre organisationer. Der findes også en række forskellige konsulenter, som mod betaling stiller deres erfaringer og ekspertise til rådighed.

• Et projekt skal have deltagere (partnere) fra flere europæiske lande. Minimumskravet er oftest deltagere fra tre forskellige lande. Projekterne skal dog ofte have flere end tre partnere. Der må gerne være flere partnere fra det samme land, men man ser gerne en vis geografisk spredning og helst ikke en klar overrepræsentation fra et enkelt land. Partnerne skal være aktive deltagere i projektet, dvs. have veldefinerede roller i gennemførelsen af det pågældende projekt.

• Projekter skal have en såkaldt europæisk dimension dvs. både involvere partnere fra flere lande og ligeledes være relevant og anvendeligt i flere lande.

• Inden for mange EU-programmer er der meget hård konkurrence om støttemidlerne. Helt generelt får 10-30 % af ansøgningerne støtte.

• Der kan gå lang tid fra en ide fødes til der gives EU-tilskud og projektet kan begynde. Fra aflevering af en ansøgning går der typisk 1-3 måneder før man får svar. Derefter kan der gå yderligere 2-3 måneder før projektet kan begynde officielt. Der kan i visse tilfælde gå længere tid.

• Ansøgere skal være villige til at afsætte både tid og ressourcer til etablering af et projektsamarbejde og skrivning af en ansøgning. Det kan tage en del tid at sammensætte et projektsamarbejde og udforme en ansøgning, og man skal være i god tid. Typisk vil det tage en periode på ca. 3 måneder alt afhængig af hvor stort projektet er, hvor mange partnere der skal være med og hvor gode kontakter man allerede har til disse partnere.

• Et typisk EU-projekt har en varighed af 1-2 år.

• Samarbejdet med udenlandske partnere kan være en meget lærerig proces, men kan også være
krævende.

• Med tilskud fra EU medfølger også et krav fra EU om at man skal lave rapporter om projektets forløb, resultater samt økonomi. Udbetaling af tilskuddet fra EU afhænger også af om man leverer disse rapporter rettidigt og ifølge retningslinjerne.

• Mange søger tilskud fordi de er interesserede i pengene til at gennemføre deres aktivitet eller projekt. De fleste ender med at være mere fokuserede på den nye viden og de nye kontakter, som er blevet skabt og etableret i løbet af et projektforløb.

Ønsker du yderligere information og rådgivning om dine muligheder for tilskud er du meget velkommen til at kontakte Thomas C. Andersen, EU Center på tlf. 9626 1133 eller tca@eu-center.dk

 
   
   
KorsgaardWeb / Designwerk